Dæk er en grøn videnskab

Det er en større videnskab, end de fleste tror, at fremstille dæk. Bag hvert eneste dæk ligger der tusindvis af timers udvikling. Det er selvfølgelig for at gøre køreglæden og komforten så stor som muligt, men også fordi dækket er den eneste kontakt mellem dig og kørebanen, og derfor ret vigtig for sikkerheden.


Selvom mange dæk ved første øjekast ligner hinanden, er de vidt forskellige afhængig af både årstid, bilmodel, behov osv. Eksempelvis er dækkets gummiblanding en hel videnskab i sig selv og afgørende for brændstofforbrug, fleksibilitet, friktion og mange andre ting.


I udviklingen af dæk ligger både fysik, matematik og gummi- og polymervidenskab. De består af mange lag i opbygningen, og faktisk bruges der flere end 200 forskellige dele i produktionen af et moderne personvognsdæk.


Grønne dæk

Gummi er selvsagt en af de vigtigste bestanddele i dækproduktionen. Derfor har mange af dækproducenterne også stor fokus på, at gummiet skal være så bæredygtigt som muligt. Alligevel står dækproduktion for cirka hele 70 procent af forbruget af naturgummi, og derfor ligger der også et grønt perspektiv bag meget af udviklingen.


Eksempelvis har Michelin sin egen gummitræplantage i Brasilien, hvor de genplanter træer og sørger for gode forhold for de ansatte. Goodyear kigger blandt andet på, hvad man kan blande i gummiet og har eksperimenteret med at tilsætte majs og ris og bruge andre slags olier, for at forlænge slidbanens levetid, og de arbejder tæt sammen med de lokalsamfund, som de er til stede i.


Også for den eksklusive, italienske producent Pirelli er bæredygtigheden vigtig, og de tænker den ind i alle aspekter af både udvikling og produktion. De har for eksempel opsat nogle 2020-mål, hvor de skal nedsætte CO2-udledningen, bruge mindre vand og skære 18 procent i energiforbruget.


Dækproducenten Dunlop har også flere tiltag på CSR-området og sørger blandt andet for ISO-certificeringer, genplantning af unge træer og at eliminere produktionen af skrald.


Konstant udvikling

Dækkene hviler ikke på laurbærrene - de er tværtimod i konstant udvikling, og producenterne er hele tiden på jagt efter den næste bedste løsning. Både i forhold til den grønne profil og CO2-udledning, men også til dækkene og dermed din sikkerhed, kørekomfort og brændstofforbrug. Derfor investeres der konstant mange ressourcer i udvikling og nye ideer, som mange af producenterne er grundlagt og har bevaret deres ekspertise på.


Læs flere artikler fra Michelin om Dækkets fascinerende verden.